“Min mor ville bare kunne komme rundt selv – og til sidst lykkedes det”

Vi deler her en pårørendes historie om et langt og krævende sagsforløb – og om hvorfor hun blev ved. For hendes mor, som netop er fyldt 96 år, handlede det om én ting: at bevare sin selvstændighed og kunne klare sig selv i hverdagen.

Det endte med en løsning, der har givet både frihed, livskvalitet og stor glæde – også i en høj alder.
En stærk påmindelse om, hvor vigtigt det er, at nogen holder fast, også når vejen er lang.

“Min mor ville bare kunne komme rundt selv – og til sidst lykkedes det”

Fortalt af en pårørende

Min mor, Inga, er netop fyldt 96 år. Hun har levet et langt liv præget af selvstændighed, ansvar og evnen til selv at tage styringen. Hun har haft kørekort, kørt bil og klaret sig selv – og selv i en høj alder har ønsket om at kunne klare sin egen hverdag stået stærkt.

Derfor var det en stor omvæltning, da tre blodpropper i hjernen ændrede hendes fysiske formåen markant. Lammelsen i højre side betød, at hun i dag sidder i kørestol. Selve kørestolen fungerede som udgangspunkt fint – men i praksis blev den hurtigt en belastning. Fordi hun kun kunne bruge venstre hånd til at bevæge sig frem, fik hun hurtigt smerter i skulder og arm. Hun kunne simpelthen ikke komme rundt uden smerter. Bevægelsesfriheden blev begrænset, og afhængigheden af andre voksede.

Det var personalet på Fjordstjernen, der gjorde mig opmærksom på, at der måske var mulighed for at søge om en hjælpemotor til kørestolen. Det gav håb om min mors mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt igen.

Et langt og tungt sagsforløb – og behovet for at holde fast

Ansøgningen blev sendt til Holbæk Kommune i oktober 2024. Kort efter kom kvitteringen – sagsbehandlingstid op til 12 uger. De uger blev til måneder. Først én forlængelse. Så endnu én.

Da kommunen endelig kom på hjemmebesøg, blev kørestolen justeret, men der blev givet afslag på hjælpemotor. Begrundelsen var, at min mor blev vurderet til at kunne komme rundt indendørs i sin manuelle kørestol. Det, der frustrerede mig mest, var, at man havde vurderet – men aldrig afprøvet – en kørestol med hjælpemotor, selvom netop dét kunne have vist, hvor meget det ville betyde for hendes hverdag.

Jeg klagede fordi jeg oplevede, at min mors ressourcer og ønske om selvstændighed ikke blev taget alvorligt. Først mundtligt. Derefter skriftligt. Sagen blev sendt videre til Ankestyrelsen. På det tidspunkt var jeg ærligt talt udmattet. Skriverierne, ventetiden og usikkerheden tog kræfter.

Et vendepunkt

Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse. Det var et slag i maven.
Men på side 5 i afgørelsen stod der noget afgørende:

Ankestyrelsen kunne ikke se, at kommunen havde forholdt sig til, om min mor havde ret til en brugerstyret hjælpemotor – og mindede kommunen om pligten til at afsøge alle muligheder for hjælp.

Det ændrede alt.

Kort efter blev jeg kontaktet af kommunen. Ved det efterfølgende besøg sagde min mor det helt klart:
Hun ønskede at være uafhængig. Hun ønskede ikke, at andre skulle køre hende rundt.

Hun ønskede at styre sin egen kørestol.

2–3 uger senere blev kørestolen med brugerstyret hjælpemotor bevilget.