Fjordstjernen opnår flot resultat ved første ældretilsyn efter den nye Ældrelov
Fjordstjernen har netop gennemført det første tilsyn efter den nye Ældrelov, og resultatet giver anledning til stor glæde.
Ældretilsynet vurderer, at Fjordstjernen leverer helhedspleje med god kvalitet, og samtlige kvalitetsmarkører på tværs af tilsynets tre hovedtemaer er vurderet som opfyldt.
Tilsynet fremhæver blandt andet, at beboerne oplever selvbestemmelse, respekt, værdighed og tryghed i hverdagen, og at der er sammenhæng i den støtte og omsorg, de modtager.
Derudover peger rapporten på en stærk faglig kultur, hvor medarbejderne oplever tillid, medbestemmelse og et godt samarbejde med ledelsen. Tilsynet fremhæver også Fjordstjernens systematiske arbejde med rehabilitering, forebyggelse, neuropædagogiske tilgange og en helhedsorienteret indsats omkring den enkelte beboer.
Et andet område, som får positive bemærkninger, er samarbejdet med pårørende, frivillige og lokalsamfundet. Tilsynet beskriver, hvordan fællesskaber, aktiviteter og civilsamfundet indgår som en naturlig del af hverdagen og bidrager til beboernes trivsel, livsglæde og deltagelse i meningsfulde fællesskaber.
Som en del af tilsynet blev der gennemført interviews med ledelse, medarbejdere, beboere og pårørende samt observationer i praksis. Det er derfor særligt glædeligt, at de positive tilbagemeldinger kommer fra flere forskellige perspektiver.
Selvom kvalitetsmarkører er opfyldt, ser Fjordstjernen også de udviklingsmuligheder, som tilsynet peger på, som en værdifuld del af det fortsatte kvalitetsarbejde.
Resultatet er en anerkendelse af den store indsats, som medarbejdere, beboere, pårørende og frivillige hver dag bidrager med på Fjordstjernen.
Link til tilbagemelding: Ældretilsyn