Sønnens styrt på knallerten ændrede borgmesterens liv

Fra at være en meget aktiv pårørende er Annica Granstrøm rykket om på den anden side af bordet som afdelingsleder på Fjordstjernen. Hun ved af egen erfaring, at det aldrig er for sent at hjælpe senhjerneskadede til at få et bedre liv.

 

Annica Granstrøm var landmand og kendt lokalpolitiker – tidligere borgmester – da sønnens knallertstyrt vendte op og ned på familiens tilværelse. Hans sygdomsforløb har givet hende stor viden om hjerneskadede og vist, at hård træning giver resultater. I dag er det Annica Granstrøms mission at give de senhjerneskadede de bedst mulige vilkår. Det er en kvinde med politisk tæft, højt energiniveau og barske personlige erfaringer, der er daglig leder af afdelingerne for rehabilitering og handicappede på Fjordstjernen.

 

Det var på hjem fra sin læreplads, at den 16 årige Rasmus i 2009 på sin knallert blev ramt af en bil og fløj langt gennem luften, og ramte uheldigt ind i et skilt, med hovedet først. Efterfølgende lå Rasmus 16 måneder i koma. På det tidspunkt boede familien på den gård ved Mørkøv, hvor Annica Granstrøm som landmand drev en stor svinebesætning, mens hendes mand havde arbejde uden for hjemmet. Som Venstrekvinde havde hun været borgmester for Jernløse Kommune fra 2002 frem til kommunesammenlægningen i 2007, og hun var midt i sin sidste periode medlem af byrådet i den nye store Holbæk Kommune, da ulykken skete.

”Efter at Rasmus kom ud af koma ventede en meget lang fase med genoptræning, f.eks. kunne han udelukkende spise sondemad, i 4 år. På grund af den rigtige genoptræning kan han i dag gå ved hjælp af rollator, spise selv, tage tøj på og selv gå på toilettet. Men for Rasmus er udfordringen som andre hjerneskadede, at han søger mod det normale samtidig med, at han godt ved, at han ikke er normal. Det kan være svært at håndtere for ham og kan i perioder give depression og selvmordstanker oven i de fysiske og kognitive handicap”, fortæller Annica Granstrøm.

 

En aktiv pårørende

Genoptræningen af Rasmus er foregået på institutioner i Slagelse, Vordingborg, i Hvidovre samt på Rigshospitalet. På et tidspunkt ønskede familien en mere permanent løsning, som både rummede bolig og genoptræning, og valget faldt på det dengang helt nye Kildehaven Boliger og Sundhedscenter i Svinninge. Stedet var netop tænkt til unge handicappede som Rasmus, og det lå tæt på familiens bolig:

”På Kildehaven oplevede vi, at personalet holdt ham i gang, og genoptræningen gav resultat. Det ansatte vidste, at man skal gentage tingene igen og igen med senhjerneskadede for at holde færdighederne ved lige, så det fungerede godt. Jeg var nok en meget aktiv pårørende. Efterhånden var det ikke kun Rasmus, jeg havde fokus på men hele stedet, og vi fik et pårørenderåd i gang, ligesom jeg blev medlem af bestyrelsen for Kildehaven. Fra min tid i politik havde jeg nogle kontakter, som der var mulighed for at trække på for en ny institution”, forklarer Annica Granstrøm, der også var med til at etablere idrætsforeningen på Kildehaven.

Ved siden af engagementet i Kildehaven søgte hun hele tiden ny viden om senhjerneskadede. Ligesom hun en gang havde brugt sin energi og sit engagement på politik, var det nu vilkårene og behandlingsmulighederne for sønnen og hans ligestillede, Annica Granstrøm kastede sig over.

”Jeg har altid været typen, der blander mig. Jeg gik ind i politik for at gøre en forskel, det samme gjorde jeg med min indsats i Kildehaven. Jeg er videbegærlig og begyndte at læse alt om, hvordan man kan få det bedste liv som hjerneskadet”.

 

Vil bringe erfaringer videre

Samtidig med den voksende interesse for det nye fagområde, var Annica Granstrøm begyndt at tvivle på, om der rent økonomisk var en lys fremtid inden for svineavl. Derfor valgte Annica at skifte arbejdskarriere, og i et par år arbejdede hun med borgerne med autisme samt andre funktionsnedsættelser, blandt andet som leder af STU (specialtilrettelagt uddannelse) i en ledende stilling. Da folkene bag Kildehaven så begyndte at planlægge Fjordstjernen, havde direktør Majbritt Nyholm oplevet Annica Granstrøms engagement, stålsathed og faglige indsigt, og den tidligere politiker blev udpeget som en af to afdelingsledere på Fjordstjernen.

”Jeg er selv pårørende og ved, hvor meget med de pårørende kan gøre for beboerne. Jeg kender rigtig meget til træning af hjerneskadede. Det er de erfaringer, jeg gerne vil bringe videre”, forklarer Annica Granstrøm.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.