Træning efter § 86.

Fjordstjernen er certificeret til at levere træning efter § 86.

Fjordstjernen er certificeret til at lave genoptræning og vedligeholdende træning efter § 86. Det er kommunen som bevilliger og som vurderer tidsforbruget. Det er Fjordstjernen som skal levere ydelsen (jfr. Friplejeboliglovgivningen § 8).

Det er muligt at supplere den vederlagsfrie fysioterapi med § 86 – men det er ikke muligt at dublere.

Spørg gerne vores Fysioterapeut om vejledning.

Fjordstjernens Fysioterapeut hjælper gerne med at udarbejde ansøgninger.

Hvad siger loven?

§ 86. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

Hvad siger ankestyrelsen?

Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vurderes at have behov herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniske lidelser, i det omfang disse personer har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder.

Ofte vil der i forlængelse af et afsluttet genoptræningsforløb, efter både sundhedsloven og serviceloven, være behov for vedligeholdelsestræning med henblik på at fastholde den erhvervede funktionsevne.

Hvordan foregår træningen?

Når du har fået en bevilling så er det vores Fysioterapeut som laver tests, udarbejder træningsprogram, superviserer vores personale og/eller træningsassistenter samt evaluerer indsatsen løbende.

Hvis det er specifik træning omkring mundmotorik, synketræning og mundstimulering så er det vores tilknyttede Castillo Morales terapeut som laver tests, superviserer og evaluerer.

På Fjordstjernen er bevillingerne fra kommunerne meget forskellige. Der er alt fra korte forløb (4-6 uger) til lange rehabiliterings forløb som evalueres en gang om året ifm. handleplansmødet med kommunen. Der er stor variation på træningstid pr. uge.

Der er altid muligt at tilkøbe ekstra træning – se vores prisliste.