ABC koncepterne

Affolter:  Guiding gennem dagligdags aktiviteter Problemløsning gennem erfaringer med føle/bevægesans

Bobath: Tonusnormalisering, fremme normale bevægelser og hæmme unormale bevægelser

Coombes: Ansigt mund svælg træning. Spise/ vejrtrækning/stemme/ kommunikation

AFFOLTER

Metoden

Metoden tager udgangspunkt i vejledning i almindelige daglige aktiviteter. Det hjælper personen til at skabe forståelse i og med sin omverden.

Vejledning i døgnets vågne timer

Der findes forskellige måder at vejlede eller guide på (elementær og plejenede) afhængig af tid, sted og personen, der udfører vejledningen samt den guidedes funktionsniveau. Ved vejledningen arbejdes der med personens følesans og bevægelsesevne.
Den optimale behandling er ifølge Affolter, at personen guides i naturlige bevægelsesmønstre, i naturlige omgivelser og hele døgnet med meningsfulde aktiviteter. De omgivelser, der skal anvendes, skal være faste og stabile, så de kan give flest mulige informationer til kroppen.

Målene med Affolter-konceptet:

  • At bedre hjernens evne til at organisere sanseindtryk.
  • At normalisere muskelspændinger.
  • At lagre den guidede oplevelse.
  • At øge kontrol over egne bevægelser.
  • At overfør specifikke føle- og bevægelsesoplevelser til andre aktiviteter.
  • At forbedre opmærksomheden, koncentrationen og hukommelsen.
  • At opleve krop og hjerne som helhed.

BOBATH

Bobath er et behandlingskoncept til genoptræning af tabte motoriske og kropslige handlinger, hos borgere der er blevet ramt af en hjerneskade

Lejring er en vigtig del af Bobathkonceptet, da kroppen er i stillinger der modarbejder spasticiteten og dermed normaliserer tonus. Der skal lejres på en almindelig madras for at sikre tilstrækkelig stimulation. Undgå spenco eller vandmadrasser da de ikke giver nok stimulation.

Hyppigere vending er derfor vigtig til den immobile person, så der ikke opstår tryk. Lejring på paretisk side er den vigtigste og giver stimulation, vægtbæring og tonusnormalisering og bør benyttes ved middags hvil, som start på nat og som slut på nat.

OBS. Spørg altid pt. hvordan han/hun ligger. Ganske få cm´s ændring kan være udslagsgivende for om det er behageligt eller ubehageligt. En lejring er ikke tilendebragt, før personen har vist tegn på behag ved at kroppen slapper af.

Der er behov for vending et par gange i løbet af natten, og det kan være til alternativ lejring på ryg, eller til rask side. Personer der er meget immobile skal vendes hyppigere. Lejring på rask side kan være problematisk, fordi personen kan risikere at dreje sig mod rygleje. Det vil skabe problemer med at holde skulderen og armen i den rigtige position. Bør derfor kontrolleres ofte og kan evt. helt undgås.  Brug evt. maveleje, hvis personen gerne vil.

 

COOMBES

eller F.O.T.T. (Facio Oral Tracht Therapy) eller Castilles Morales terapi

Har til formål at bedre personens ansigt, mund- og svælgfunktioner. Behandlingen sigter mod normalisering af ansigtsmotorik og bedring af nonverbal såvel som verbal kommunikation.

Den nonverbale kommunikation trænes gennem specifik stimulation af de mimiske muskler i ansigtet, samt ved holdningskorrektion, så der skabes forudsætning for at kunne udtrykke sig.

Endvidere sigter det på bedring af mundfunktion for at kunne spise og tale, samt på svælgfunktionen for at kunne synke føde og væske.

Synke og spisefunktion er et af de vigtigste primære mål for dagligdags aktiviteter, og ud over at klienten ernæres tilstrækkeligt har dette en meget stor betydning for livskvaliteten.